Skal køkkenkniven være skarp, kræver det, at du ved, hvordan du sliber den korrekt – og hvordan du holder kniven skarp i længere tid, uden at skulle slibe den igen. For hver enkelt slibning slider på kniven. Derfor skærer den af knivens levetid, og er du upræcis med slibningen, gør du samtidig sværere at lave et pænt snit med kniven. Læs med, og få alt at vide om slibning af knive.
Der er ikke noget værre, end at skulle stå og file med en sløv køkkenkniv, når du skal skære grønt eller kød ud til maden. En sløv kniv tager både længere tid at skære med, og gør det svært at skære noget lige så præcist, som du gerne vil have det.
Så skal du f.eks. lave ridser i skinnet på en fisk, ender du nemt med at skære ned i kødet, hvis kniven ikke er skarp. Eller gennem hele fisken. For når kniven ikke vil skære, lægger du automatisk ekstra tryk på den. Og så går det lige pludselig galt.
Den perfekte slibning af knive
Spørger du en kok, har de hver deres bud på, hvad der er den perfekte slibning af en kniv. Nogle sværger til det klassiske strygestål, som du tit ser i madlavningsprogrammer på fjernsynet. Det er en hurtig og nem måde at få slebet kniven på, som ikke kræver en masse forberedelse, eller specialværktøj du ikke har lige ved hånden.
Andre kokke foretrækker en knivsliber af den slags, hvor du trækker kniven gennem to slibekæber. Det er en lige så hurtig løsning som slibestålet, som tilmed sliber begge sider af kniven på en gang.
Andre igen vælger at vådslibe kniven, fordi det efter mange eksperters mening giver den bedste slibning. Problemet er bare, at du dels skal klargøre udstyret (væde slibestenen) og helst skal slibe kniven med langsomme bevægelser, for at få det helt perfekte resultat.
Derfor er det en god måde at slibe kniven grundigt på, mens strygestål og knivsliber er den hurtige metode, der er nem at bruge i hverdagen.
Hvordan du bruger de forskellige metoder i praksis, kommer vi tilbage til om lidt.
Det handler også om at beskytte skæret
Som allerede nævnt slider det på kniven, hver gang den skal slibes. Derfor er det en god ide at beskytte skæret bedst muligt, når kniven først er blevet slebet.
Vælger du at have dine knive liggende løs i en skuffe eller i en bestikholder i skuffen, er der stor risiko for, at skæret beskadiges, når du åbner og lukker skuffen. Derfor er det ikke en særlig sikker løsning, hvis du vil beskytte knivskæret.
Tilsvarende slider det også unødigt på skæret, hvis du har dine knive stående i en knivblok. For her sætter de fleste knivene, så de hviler på skæret.
Derved bliver skæret slidt, hver gang du trækker kniven ud af knivblokken – og når du sætter den ind igen. Det gør det også nemt, selv om du vender knivene, så de står på ”ryggen” af knivskæret.
Derfor vælger mange professionelle kokke at opbevare deres knive på en knivmagnet. Derved er det selve bladet, som holder kniven. Samtidig er det nemt altid at have kniven inden for rækkevidde, fordi du let kan montere knivmagneten der, hvor du arbejder med dine knive.
Så skal du beskytte skæret på dine knive bedst muligt, skal du vælge en knivmagnet.
Sådan sliber du din kniv med et strygestål
Vil du slibe din køkkenkniv med et strygestål, er det vigtigt, at du holder kniven i en vinkel på 15-20 grader, når du kører skæret ned langs strygestålet. Styg altid væk fra dig. Det er både mere sikkert, og gør det nemmere at holde vinklen.
Det ser legende let ud, når en professionel kok sliber sin kniv med strygestål og kniv frit i luften frem foran sig. Samtidig er der noget maskulint og imponerende over det, som gør det til et must for de fleste, at slibe deres knive på den måde. For kan du få det til at se lige så legende let ud som en professionel kok, må du også være god til at lave mad.
Det er dog sjældent tilfældet, lige som kniven sjældent har særligt godt af det. For selv den mindste variation i vinklen, mens du kører kniven hen over strygestålet, er med til at gøre skæret på kniven uensartet. Derfor vil du tit opleve, at din kniv er skarpere nogen steder og stadig sløv andre steder.
Så er du ny udi at bruge strygestål, gør du det nemmere for dig selv, at hvile strygestålet lodret med spidsen nedad på et bord, og så køre kniven stille og roligt ned ad strygestålet, mens du trækker den hen over strygestålet i en blød, jævn kurve.
Gentag processen 5-10 gange på hver side af kniven.
Det giver en bedre slibning, fordi du nemmere kan holde samme vinkel.
Sådan sliber du kniven med en knivsliber
Med en knivsliber er det meget nemmere at få kniven skarp. For her trækker du kniven hen over slibeskærene i en rolig bevægelse, mens du holder knivbladet lodret.
Det er noget lettere at gå til, og sikrer en ensartet slibning allerede fra første gang, du prøver det.
Kør kniven 5-10 gange gennem knivsliberen. Så burde den være skarp igen.
Vådslibning af knive
Vil du give din kniv den mest skånsomme slibning, skal du bruge en våd slibesten – gerne med to forskellige kornstørrelser. Så kan du grovslibe kniven på den store kornstørrelse og så finslibe den efterfølgende på den fine.
Kornstørrelsen angives med et tal, som angiver antal korn. Så jo højere tal, jo mere finkornet er slibestenen.
Igen handler det om at holde den samme vinkel på 15-20 grader, alt imens du fører knivbladet hen over slibestenen i cirkulære bevægelser. Det kræver præcision og en rolig hånd, samt lidt tålmodighed.
Til gengæld får du en superskarp kniv, når først du er færdig.
Brug strygestål eller knivsliber til hverdag
Vådslibning af kniven kræver lidt mere tid og lidt mere håndelag. Så til hverdag vælger de fleste at bruge et strygestål eller en knivsliber, hvis kniven bliver sløv midt i en udskæring.
Så kan skæret altid vedligeholdes med en vådslibning. Enten udført af dig selv, eller en professionel skærsliber.